Hvilke miljøkrav gælder ved værksted og let industri?

Miljøkrav ved værksted og let industri – hvor kommer kravene fra?

Der findes ikke én samlet liste over miljøkrav til et værksted. Kravene kommer fra miljøgodkendelser og påbud, direkte bindende bestemmelser i bekendtgørelser og forordninger, kommunale regulativer og olietankbekendtgørelsen. Miljøstyrelsen formulerer det sådan, at luftforurening fra virksomheder reguleres af miljøgodkendelser og påbud eller via direkte bindende bestemmelser i fx bekendtgørelser og forordninger.

Myndighederne er Miljøstyrelsen og den kommunale miljømyndighed. Miljøstyrelsen udsteder Luftvejledningen, B-værdivejledningen og lugtvejledningen og afgiver generelle udtalelser om reglerne. Kommunen fører tilsyn og kan stille vilkår i miljøgodkendelser og påbud.

Brancheorienteringen for autoværksteder behandler kommunale regulativer og olietankbekendtgørelsen særskilt. For autoværksteder er autoværkstedsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om miljøkrav i forbindelse med etablering og drift af autoværksteder m.v.) det centrale regelsæt. Miljøstyrelsens brancheorientering dækker alle virksomheder og aktiviteter, som bekendtgørelsen omfatter, og henvender sig til autoværksteder, deres rådgivere og de kommunale miljømyndigheder.

Meget af reguleringen nedenfor bruger autoværksteder som eksempel. De overordnede kilder – miljøgodkendelser og påbud, direkte bindende bestemmelser og kommunale regulativer – gælder også for andre værksteder og lettere industri.

Autoværkstedsbekendtgørelsen står ikke alene. Ud over reglerne i bekendtgørelsen skal værkstedet i øvrigt overholde krav, som miljømyndigheden stiller med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven. Bekendtgørelsen giver myndigheden mulighed for at kræve, at værkstedet anvender den mindst forurenende teknologi og/eller bedst mulig rensning, så to ellers ens værksteder kan få forskellige vilkår.

Den tætte regulering hænger sammen med volumen: Danmark har mange autoværksteder, og selv om den enkelte virksomhed er lille, udgør de tilsammen en stor forureningskilde. Miljøstyrelsen anbefaler derfor, at det enkelte værksted stiller miljøkrav til bilimportører og leverandører af produkter.

Hvad der konkret gælder, afhænger af tre ting: hvilke aktiviteter der foregår, hvor virksomheden ligger – brancheorienteringen behandler bl.a. fysisk placering inden etablering og et afstandskrav i bekendtgørelsens § 7 – og hvor stor påvirkningen er.

De regelsæt, du konkret skal tjekke, er autoværkstedsbekendtgørelsen (Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 922 af 5. december 1997), olietankbekendtgørelsen, kommunale regulativer, regler om stoffer og produkter, affaldsreglerne og affaldsbekendtgørelsen. Hertil kommer vilkår i miljøgodkendelser og påbud samt Luftvejledningen, B-værdivejledningen og lugtvejledningen.

For let industri og maskinværksteder, der ikke er omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen, er de generelle regler om luftforurening, affaldsreguleringen og reglerne om stoffer og produkter de bærende krav. På luftområdet nævnes maskinværkstedsbekendtgørelsen, VOC-bekendtgørelsen og MCP-bekendtgørelsen som relevante ved emissionsmålinger.

Hvilke aktiviteter udløser miljøkrav?

Autoværkstedsbekendtgørelsen dækker virksomheder, anlæg og aktiviteter inden for service, reparation, vask og overfladebehandling af motorkøretøjer. Motorkøretøjer forstås efter færdselsloven som personbiler, varebiler, lastbiler, busser og motorcykler.

Det er aktiviteterne – reparation, vask, lakering og anden overfladebehandling – der udløser kravene, ikke hvad virksomheden kalder sig. Brancheorienteringen behandler desuden autolakerings- og undervognsbehandlingsanlæg, autoophug og bilvaskehaller som særlige virksomhedstyper.

Mobile aktiviteter er også omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen og behandles sammen med de særlige værkstedstyper nedenfor.

Ændringer i driften er et selvstændigt trigger-punkt. Brancheorienteringen har afsnit om nyetablering samt udvidelse og ændring af værksteder, om relationerne til godkendelsessystemet og om særlige regler for ældre autoværksteder – opdelt på værksteder etableret før 1.1.1986 og værksteder etableret mellem 1.1.1986 og 31.12.1989.

Skal du udvide, ændre indretning eller sætte nye procesaktiviteter i gang, bør du afklare med kommunen, om det udløser nye krav eller revurdering. Autoværkstedsbekendtgørelsen er nr. 922 af 5. december 1997, og den gælder, uanset om aktiviteten kaldes værksted, service eller overfladebehandling.

Krav til luft og lugt fra værkstedet

På luftområdet skelner Miljøstyrelsen mellem emissionsgrænseværdier og immissionsgrænseværdier. Emissionsgrænseværdier er grænseværdier for koncentrationen af luftforurenende stoffer, der højst må udledes fra virksomhedens skorstene og afkast. De findes bl.a. i branchebekendtgørelser, standardvilkårsbekendtgørelsen og Luftvejledningen eller fastsættes ud fra BAT-konklusioner i BAT-referencedokumenter.

Immissionsgrænseværdier – B-værdier og lugtgrænser – er grænseværdier for virksomhedens samlede maksimale tilladelige bidrag til koncentrationen af henholdsvis luftforurenende stoffer og lugt i luften uden for virksomhedens skel. B-værdier findes i B-værdivejledningen, og lugtgrænser findes i lugtvejledningen.

Om en virksomhed overhovedet skal overholde emissionsgrænseværdier for et givet stof, afgøres af massestrømsgrænser. Ifølge Miljøstyrelsen er massestrømsgrænser kriterier for, om virksomheder skal overholde emissionsgrænseværdier for luftforurenende stoffer. B-værdivejledningen er nøglen til at finde den massestrømsgrænse og emissionsgrænseværdi i Luftvejledningen, der gælder for det enkelte stof.

Luftvejledningen beskriver også, hvordan virksomheden ved egenkontrol efterviser overholdelse af emissionsgrænseværdier. Den har retningslinjer for dimensionering af skorstenshøjder ved spredningsberegninger med OML-modellen, så B-værdier overholdes.

Den gældende Luftvejledning er vejledning nr. 71 2024, udstedt den 11. november 2024; den ophæver bl.a. vejledning nr. 2 2001 og svejserøgsvejledningen nr. 13 1997.

Diffuse kilder reguleres ikke med grænseværdier. Udledning af luftforurenende stoffer og lugtgener fra diffuse kilder reguleres i stedet gennem krav til indretning og drift – Miljøstyrelsen nævner åbne porte, bassiner og kompostmiler som eksempler.

For et værksted betyder det, at åbne porte, udsugning, emfang og håndtering af opløsningsmidler typisk er omfattet gennem krav til, hvordan anlægget indrettes og bruges dagligt.

Dokumentation sker gennem målinger. Ifølge målelaboratoriet Eurofins Miljø Luft A/S stiller lovgivningen og miljøgodkendelsen klare krav til den enkelte virksomheds udledning – og dermed til hvilke målinger der skal laves, og hvor ofte. Virksomheden kan få hjælp til at vurdere, hvilke målinger der er nødvendige, og til at dokumentere emissionerne i forhold til grænseværdierne.

Til emissionsmålinger på maskinværksteder nævnes maskinværkstedsbekendtgørelsen, VOC-bekendtgørelsen og MCP-bekendtgørelsen som relevante regelsæt. Det betyder, at let industri kan være omfattet af flere forskellige luftregler på samme adresse.

Forhold mellem luftforurening og immissionsgrænseværdier

Støj – grænsen for væsentlige gener

Støj er et selvstændigt miljøkrav for værksteder. Autoværkstedsbekendtgørelsens §§ 4 og 6 fastsætter krav om, at driften af et autoværksted ikke må give anledning til væsentlige støjgener eller luftforurening.

Brancheorienteringen behandler støj tre steder: som en af branchens miljøpåvirkninger, som område for forureningsbegrænsende foranstaltninger og som fast tilsynspunkt, hvor miljømyndigheden vurderer støjforholdene på værkstedet.

I daglig drift betyder det, at støj skal håndteres som en del af driften: hvornår der arbejdes, hvor kompressorer, udsugning og andet udstyr placeres, og hvordan støjende arbejdsprocesser skærmes. Konkrete støjgrænser fastsættes typisk i vilkår i en miljøgodkendelse eller i et påbud, og det er disse vilkår, der sætter grænsen for, hvad naboer kan udsættes for.

Støj er altid et fast tilsynspunkt, og resultatet indgår i tilsynsrapporten. Har du ændret driften eller opsat nyt udstyr, kan kommunen tage støjvurderingen op.

Spildevand, vask og rensning

Spildevand fra et værksted reguleres fra to sider: gennem krav til, hvordan vandet må afledes, og gennem kommunale regulativer. Brancheorienteringen behandler spildevand som miljøpåvirkning, som forureningsbegrænsende foranstaltning og som tilsynspunkt og har et selvstændigt afsnit om kommunale regulativer. Miljøstyrelsen har desuden sendt brev til alle kommuner den 26/01/04 om fortolkning af kravene til behandling af spildevand fra autovask.

For bilvaskehaller findes dokumenterede teknologiske løsninger. Ifølge Miljøstyrelsen kan nye renseanlæg reducere afledningen af spildevand fra vaskehallen med hele 90 procent i forhold til afledning fra en typisk bilvaskehal, og renseanlæggene renser også vaskevandet for bl.a. tungmetaller og olie.

Opgørelsen stammer fra miljøprojekt nr. 876, 2003, »Reduktion af spildevandsbelastningen gennem renere teknologi«, udarbejdet af de private virksomheder DHI og IPU med finansiering fra Miljøstyrelsen og bilvaskebranchen. Biler kan samtidig vaskes med miljøvenlige vaskemidler i bilvaskehallen.

For værksteder uden vaskehal er pointen den samme: valget af vaskekemikalier og eventuel rensning af vaskevandet påvirker, hvor meget olie og tungmetaller der ender i afløbet. Fordi miljømyndigheden kan kræve bedst mulig rensning, kan spildevåndshåndtering blive et vilkår i godkendelsen i stedet for et frit valg.

Affald – sortering, opbevaring og aflevering

Affaldshåndtering tager udgangspunkt i affaldshierarkiet, som ifølge Miljøstyrelsen viser, hvordan man som udgangspunkt opnår det bedste samlede miljømæssige resultat. Hierarkiet har fem niveauer, men kun fire handler om affaldshåndtering.

De fire er forebyggelse (tiltag, der reducerer mængden af affald, før genstandene er blevet affald), forberedelse til genbrug (affald vaskes, renses eller klargøres, så det kan sælges igen som produkter – fx rengøring af glasflasker) og genanvendelse (materialet bruges igen i produktion af nye produkter af samme materiale, fx omsmeltning af glas til nye flasker).

Anden nyttiggørelse er fx forbrænding eller nedknust beton brugt som erstatningsmiddel under en ny vej. Endelig er der bortskaffelse, fx deponering, hvor man ikke får nytte ud af affaldet.

Siden 2010 har sorteret erhvervsaffald, der er egnet til materialenyttiggørelse, været konkurrenceudsat. Det betyder, at ansvaret for korrekt håndtering ikke længere ligger hos kommunerne, men hos de virksomheder, der producerer affaldet.

Virksomheden kan håndtere affaldet selv eller overdrage det til andre virksomheder, som kan håndtere det for den. Det gælder også farligt affald, hvis affaldet er egnet til materialenyttiggørelse. For et værksted betyder det, at ansvaret for at vælge en miljømæssigt forsvarlig modtager ligger hos værkstedet selv.

Brancheorienteringen har et samlet afsnit om affaldsreglerne med punkterne anmeldelse af farligt affald, sortering, opbevaring, aflevering og registrering – de fem arbejdsgange, et værksted skal kunne redegøre for.

Affaldsbekendtgørelsen omfatter bl.a. håndtering af affald, der ikke er reguleret af anden lovgivning, klassificering af affald, planlægning om affald og ordninger for affald.

En særlig fraktion er WEEE – affald af elektrisk og elektronisk udstyr – en kompleks blanding af materialer og komponenter, der på grund af sit farlige indhold kan forårsage store miljømæssige og sundhedsmæssige problemer, hvis det ikke styres korrekt. På dette område er der fastsat rammer for producentansvar, så producenter og importører af elektronik er ansvarlige.

EU's affaldsrammedirektiv og særregler for specifikke affaldsfraktioner og overførsel af affald sætter rammerne. Det gælder bl.a. direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald, direktiv 1999/31/EF om deponering, direktiv 2000/53/EF om udrangerede køretøjer, direktiv 2006/66/EF om batterier og akkumulatorer og direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr.

WEEE-direktivet og RoHS-direktivet adresserer henholdsvis affald af elektrisk og elektronisk udstyr og begrænsning af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr. Producentansvaret betyder, at producenter og importører af elektronik er ansvarlige.

Kemikalier, stoffer og beskyttelse af jorden

Kemikalier er et selvstændigt indsatsområde på værksteder. Brancheorienteringen har afsnit om anvendelse af miljø- og sundhedsskadelige produkter, substitution af kemikalier og værktøjer til vurdering af kemikalier.

Dertil kommer de generelle regler om stoffer og produkter, som brancheorienteringen opdeler i regler om salg og anvendelse, regler om opbevaring m.v. og listen over uønskede stoffer.

Substitution handler ikke kun om arbejdsmiljø. Fordi miljømyndigheden kan kræve, at værkstedet anvender den mindst forurenende teknologi, kan valget af kemikalier og produkter blive et vilkår i godkendelsen.

Jord er tredje ben i dette kapitel. Brancheorienteringen behandler jord under forureningsbegrænsende foranstaltninger, dvs. som noget, værkstedet aktivt skal gøre for at hindre, at olie og kemikalier trænger ned i undergrunden.

Olietankbekendtgørelsen gælder parallelt med de øvrige regler og dækker oplagring i tanke. I praksis handler det om at holde styr på, hvor olie, opløsningsmidler og andre produkter håndteres og opbevares, så spild ikke når jorden.

Godkendelse, påbud og tilsyn i praksis

Kravene fastsættes på flere måder. Miljøgodkendelser og påbud stiller vilkår, og brancheorienteringen for autoværksteder har desuden afsnit om påbud og forbud. Det er altså ikke kun godkendelsen, der er indgangen til nye krav.

Placeringen spiller ind. Brancheorienteringen har et afsnit om fysisk placering inden etablering, og bekendtgørelsens § 7 indeholder et afstandskrav.

Miljøstyrelsen afgiver løbende generelle udtalelser om bekendtgørelsens anvendelse. På baggrund af en sådan udtalelse har Ankestyrelsen den 31/10/22 skrevet til en kommune om netop afstandskravet efter § 7. Overvejer virksomheden en adresse, bør afstandskravet derfor afklares, før man binder sig.

Tilsynet er tilrettelagt og systematisk. Brancheorienteringen beskriver en tilsynsplan, forberedelse og selve tilsynet, hvor der ses på indledende oplysninger og på værkstedets indretning, støj, luftemission, spildevand og affald.

Tilsynet afsluttes med en tilsynsrapport. Det er de samme emner, der går igen i brancheorienteringens afsnit om forureningsbegrænsende foranstaltninger, og derfor dem, det er værd at kunne dokumentere løbende.

Egenkontrol er virksomhedens egen dokumentation. Ifølge Eurofins følger det af lovgivningen og miljøgodkendelsen, hvilke målinger der skal laves, og hvor ofte. Virksomheden kan få vurderet, om den overholder grænseværdierne, og få rådgivning om at reducere emissionerne.

Målingerne kan udføres af et akkrediteret laboratorium; Eurofins er akkrediteret af DANAK med akkrediteringsnummer 554.

Autoværkstedsbekendtgørelsen er Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 922 af 5. december 1997. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. §§ 4 og 6 om væsentlige støjgener og luftforurening samt § 7 om afstandskrav.

Særlige værkstedstyper og mobile aktiviteter

Brancheorienteringen udpeger tre særlige virksomhedstyper: autolakerings- og undervognsbehandlingsanlæg, autoophug og bilvaskehaller. De er omfattet af de samme regler som øvrige autoværksteder, men behandles særskilt, fordi aktiviteterne rejser supplerende problemstillinger – lakering og undervognsbehandling på kemikalie- og luftsiden, autoophug på affald og håndtering af udrangerede køretøjer, og bilvaskehaller på spildevand.

Mobile aktiviteter er ikke undtaget. Erhvervsmæssige autoværkstedsaktiviteter uden fast lokalitet, der udføres mobilt, fx ved kundens hjem eller arbejdsplads, er omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen.

Miljøstyrelsen har den 12/07/22 sendt en orienteringsskrivelse om bekendtgørelsens anvendelse på mobile aktiviteter og anerkender, at det giver praktiske udfordringer for både virksomheder og kommuner.

For værksteder og let industri, der ikke er omfattet af autoværkstedsbekendtgørelsen – fx maskinværksteder – kommer kravene fra de generelle regler om luftforurening (miljøgodkendelser, påbud og direkte bindende bestemmelser), affaldsreguleringen og reglerne om stoffer og produkter.

På luftområdet peger målelaboratoriet Eurofins på en række bekendtgørelser og vejledninger som relevante ved emissionsmålinger, herunder VOC-bekendtgørelsen, MCP-bekendtgørelsen og maskinværkstedsbekendtgørelsen.

I blandet let industri, hvor der både kan være autoværksted og maskinværksted, kan flere forskellige regelsæt derfor være i spil for luftemissioner på samme adresse.

Vigtige regelsæt for luftemissioner i let industri

Praktisk overblik: Det skal værkstedet have styr på

Luft og støj: Afklar først, om massestrømsgrænserne betyder, at I skal overholde emissionsgrænseværdier for de pågældende stoffer. Sørg for, at virksomhedens bidrag uden for skel holder sig inden for B-værdien og lugtgrænsen, og at diffuse kilder – åbne porte, bassiner og lignende – håndteres gennem indretning og drift.

Planlæg egenkontrol og emissionsmålinger, og husk at driften ikke må give anledning til væsentlige støjgener.

Spildevand og affald: Tag stilling til, hvordan vaskevand og andet spildevand afledes og eventuelt renses, og hvilke vaskekemikalier der bruges – renseanlæg kan reducere afledningen betydeligt og tilbageholde tungmetaller og olie.

På affaldssiden skal virksomheden selv kunne dokumentere ansvarlig håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald, herunder farligt affald, der er egnet til materialenyttiggørelse, og have styr på sortering, opbevaring, aflevering, registrering og anmeldelse af farligt affald.

Kemikalier og jord: Gennemgå produkter med henblik på substitution, hold styr på opbevaring, og vær opmærksom på listen over uønskede stoffer. Gennemfør forureningsbegrænsende foranstaltninger for jorden, og afklar forhold efter olietankbekendtgørelsen, hvis I har oplag i tanke.

Dokumentation og tilsyn: Kan I fremlægge egenkontrol, målerapporter og registreringer, når kommunen kommer på tilsyn efter tilsynsplanen?

Er virksomheden mobil, gælder de samme forpligtelser, uanset hvor arbejdet udføres, og ændringer i aktiviteter, indretning eller kapacitet bør afklares med miljømyndigheden, før de sættes i gang.

Regelsætlisten til gennemgang er: autoværkstedsbekendtgørelsen (nr. 922 af 5. december 1997), olietankbekendtgørelsen, kommunale regulativer, regler om stoffer og produkter, affaldsreglerne, affaldsbekendtgørelsen, miljøgodkendelser og påbud, Luftvejledningen, B-værdivejledningen og lugtvejledningen. For maskinværksted og let industri uden for autoværkstedsbekendtgørelsen suppleres med maskinværkstedsbekendtgørelsen, VOC-bekendtgørelsen og MCP-bekendtgørelsen på luftområdet.